l'auteur

My Photo
Jonas Trier
Ba mag i litteraturvidenskab. Læser nu KA i moderne kultur og kulturformidling. Artsy shit. Har tendens til fedme.
View my complete profile

Wednesday, August 08, 2007

Complete lack of cultural relevance 102


Seks timer tidligere havde jeg taget den samme tur. E45 fra København til Århus. Den kære doktor og jeg havde erinder i det jyske og havde i et øjebliks sindssyge besluttet os for, at det godt kunne ordnes på én dag. Da vi efter endt Monarch-besøg sad med røven i sædet i mazdaen, var klokken blevet godt over 22. Vejen var det begsorte ocean, kun tåberne ikke frygter. Så kørte vi forbi Stilling, Løsning og lyset der skulle holde os vågne rester af vejen til moderlandet, blev os åbenbaret. En gammel leg, der som alt andet blottet for indhold, er underholdende på en motorvej.

Der er ord i det danske sprog, der betyder noget, men lige så godt kunne være små provinsbyer. Her følger en uofficiel liste. Ja, jeg burde nok skamme mig over at denne dybt useriøse post skal blive den første efter så lang tid, men hvis man søger efter relavans, skal det jo siges, at legen redede mit liv.

Jylland - følgende byer er at finde i landområdet "Sæd"
Fjæsing
Tyrenakke
Skank
Øksehoved
Ølbajer
Tragt
Røv
Dyb
Galgebakke

Sjælland og øerne
Diller
Surt
Listepik
Spæk

Kunne opdateres, men ved ikke om det ville være en god idé.

/Jonas Trier - out on a limb

Monday, April 16, 2007

Dead space

Dette er den sædvanlige "undskyld, jeg ikke har skrevet i 2000 år"-post.
Så, unskyld jeg ikke har skrevet i 2000 år. De beklager jeg. Til gengæld har jeg næsten et mavesår, så klinisk set er jeg undskyldt. Men ellers ikke. Desuden er en søsterfilial til Punctum åbnet på www.myspace.com/jonastrier ... kan ikke helt lure deres interface endnu, men det skal nok blive lakrids. Jeg har taget mit første giant-stride ind i egoland - jeg er på vej til at blive luder for den wannabe kreative klasse. Alt er godt. Alt er øfferen. Punctum.

Friday, February 09, 2007

Cultural Studies 305


Hvordan tegner man et hus?

-->

Hvordan repræsenterer man et hus?

-->

Hvordan repræsenterer man en by?

-->

Hvordan repræsenterer man det urbane rum?

-->

Hvilken fremstilling repræsenterer det urbane rum?

-->

Man tegner et hus


Tænd tre lys og sig dine ave Baudrillard ti gange ... så skulle alle synder være forladt

Sunday, February 04, 2007

Agtighed 102 (Almindeligheden)

Dette er næsten et postulat, men ...

... nogle venner og jeg tager af og til ind og spiser smørrebrød på Klubben. Det er en egentlig dansk restaurant, der ligger på Vesterbro. Jeg kan godt lide den mad de laver. Måske er det fordi jeg aldrig har spist frikardeller og den slags, da jeg voksede op. De få indviede vil vide, at jeg er barn af en af de sidste imperialitiske slægter i Danmark. Efter mine forældre, min søster og jeg havde boet i unga-bunga land nogle år, ville de gamle kun lave unga-bunga mad. Sådan er det. I al fald holder jeg meget af smørrebrød. Om det så er del af et godt fordækt og stærkt forsinket ungdomsoprør, er jeg hverken klar over eller interesseret i at udforske videre.

Problemet opstod det øjeblik jeg befandt mig på en bar. Foran mig stod en bajer, en halvt drukket Four Roses og et allerede overfyldt askebæger. Jeg forestiller mig, at jeg havde en eller anden drøm om at ligne en noirhelt. Så skulle jeg nok have en lidt hæftigere skægvækst; i al fald skulle jeg se hårdere ud. Jeg regnede nok med at selve det sparsomme lys ville give mit ansigt de rigtige skygger.
En kvinde i midten af tyverne kommer hen for at bestille en drink. Hun er ganske køn og efter et stykke tid falder en af mine venner i snak med hende. Jeg blander mig. Vi snakker om dette og hint og kommer endelig ind på mad. Jeg fortæller hende om min passion for smørrebrød, hvortil hun svarer: "Ja, smørrebrød er så fedt. Det er rigtig oldschool og morfaragtigt. Jeg tager tit med drengene ned og får noget supernice dyrlægens." Ja sad stille et halvt minuts tid. Sagde ikke noget, men overvejede om det var tabet af bourbon værd at smadre hendes ansigt ind med glasset. Jeg fattede mig, og mumlede noget om, at det da lød godt. Vennen fik lov til at snakke videre med hende. Jeg bestilte en Four Roses til og håbede på at glemme denne situation. Hun havde stjålet smørrebrødets renhed.

Engang var imperialismen noget konkret. Bobo skulle arbejde for massa - sådan var det. I nyere tid er denne erstattet af kulturimperialisme: det, at f.eks. USA dikterer sin kultur overfor den tredje verden.
Men, kære læser, der er et tredje felt i denne orden. Der eksisterer en tydelig, men fordækt imperialisme i København. Verdens største provinsby bliver ædt op indefra. Ædt op af agtighed og indier, der prøver at annektere og kolonisere alt, der kan bruges i deres megalomaniske plan om på én gang at være hypermoderne og vende tilbage til det oprindelige.

Hjemmet som offentligt ideal
Dette kræver nok lidt forklaring. Som jeg har skrevet i en tidligere post ("Agtighedens Årti") elsker dette nye agtige segment alt, der er retro og clear-cut.
Den fortid de længes efter, er dog ikke en form sikker verden, hvor værdier var absolutte (som det oftest er tilfældet med fortidslænges). Derimod længes de efter en (dybt romantiseret) hverdag. Alt skal være så helvedes almindeligt. Jeg kunne komme med en længere redegørelse, men vil hellere lade en række eksempler tale for sig selv:

Unge mennesker køber hunde som aldrig før. En væsen, der omend sødt, binder en til hjemmet. Et husdyr kræver vedligeholdelse og søger for, at dag til dag aktiviteter kommer i højsædet.

Boligindretning er efterhånden oversteget rejsen i popularitet. Det er vigtigere at have noget lækkert at bo in, fremfor lækre oplevelser ude. Igen - hjemmet - det almindelige, er foretrukket.

Sprogligt bliver ældre udtryk, der lugter af en forfladiget Erik Clausensk Vesterbropatos anvendt. Tænk på blogs eller "kunstværker" i bybilledet, hvor hovedteksten er "Frække, frække abekat", "Brun sovs" eller lignende. Sprogligt vender vi tilbage til det hjem, firsernes anglisering forsøgte at fornægte.

Slutteligt kan man se hvor populære værthuse igen er blevet. Gamle steder, som Andy's, Bobi og McKluuds har efterhånden et større klientel under 27 end over. Stamkunderne, the long lost working class og drankerne har måttet vige sadlen for den købekraftige generation.

Den nye imperialisme
Problemet er, at der binder sig et ekstremt hykleri til de agtiges handlinger. De leder efter en form for københavnsk urkultur, det seneste tiårs byfornyelser har forsøgt at udradere. De leder efter noget oprindeligt - et "rigtigt" københavn, som af uransagelige årsager skulle være at finde i bodegaernes tæppeklædte stuer.
Hykleriet består i, at de efter turen på værthuset alligevel tager hjem til den ombyggede lejlighed i Saxogade. Der er ingen månedsløn, der drikkes op. Der er ikke en familie, der skal forsøges. De har aldrig været i spjældet. Hele den æstetik de forsøger at mime bliver kun en overflade - en gentagelse af de Erik Clausen film de agtige har set, da de var børn. De forsøger ikke at integrere sig i det oprindelige - de forsøger at forbruge det.
Sjovt nok, er mønstret det samme som de britiske imperialister, der tog til serengettien og kiggede på negerstammer og vilde dyr. De elskede at opleve det grove imens de sad på terassen og drak gin fizz og the. Den enste konsekvens, var desværre en ødelæggelse af det levende voksmuseum, imperialisten stævnede ud for at se.
Så, kære læser, hvis du møder en indieagtig, anemisk ung mand, iklædt outdatede bukser og noget, der minder om street-art på hættetrøjer, der brokker sig over, at værtshusene forsvinder, skal du bare sukke og prøve at forklare ham, at det er hans egen fucking skyld. Den skide turist.

Det var med disse tanker i hovedet, at jeg slukøret måtte forlade baren, Four Roses og en stadigt rygende cigaret. Kan jeg nogensinde vise mig på Klubben igen? Kan jeg med ro i sjælen deltage i det spil agtighedens imperialister har sat i gang ...

Wednesday, January 24, 2007

Sjovhed 101

Dette bliver ikke en omfattende post.
I den arabiske verden har religiøse fanatikere pli nok til at lave noget sejt. Det laver terrorbevægelser og andre åndelige udgaver af kanindræberkurset. Hvad har vesten så at tilbyde; før i tiden har kristendommen stået for blockbusters som Crusade-serien, Inkvisationen med deres Burning Witch Festival samt utallige misbrugte børn i Herrens Tjeneste. Ja, ja - kristendommen har haft sin storhedstid udi fuckede events. Hvad er så det seneste skud for sjælens renhed, kunne man spørge sig selv. Det er en sang. Den hedder ... nej, det vil være en spoiler ... men tjek det.

www.eveningservice.com/video

Derefter kan man læse lidt guides til frelse her

www.lovegodsway.org

Desværre er det jo nok et spoof - men et velanrettet et af slagsen.

Saturday, January 06, 2007

Virkelighed 101


Det jeg her gerne vil snakke om, er det ganske populærkulturelle emne ”virkelighed”. Vi kender denne behagelige sproglige størrelse fra den femtenårige gymnasieelev, der siger ”Virk’li’!?”, når man viser hende noget imponerende. Ellers har vi stødt på den, når vi ser et ældre afsnit af Columbo, hvor der i underteksterne står ”Så i virkeligheden var det doktoren, der gjorde det” (Bruun, no pun intended).Generelt bliver virkeligheden opfattet som det, der sker bagved konstruktionerne, historierne og løgnene. Virkeligheden er det samme som sandheden. Eller er det?
Jeg tillader mig nu at oplyse lidt om hvordan hele dette komplicerede system hænger sammen. Lad os tage det mest virkelige af alt: nyhederne. Vi ser nyhedsudsendelsen i god tro om, at de er et vindue til verden. Næ! Det er ligeså meget et vindue til verden som en eller anden Michael Moore dokumentar er det. Nyhedsudsendelser bliver produceret, vinklet og fortalt. En redaktion sidder og udvælger hvilke nyheder, der skal bringes og en række journalister skriver speaks, der skal fortælles ind over optagelserne. Speaks, der dikterer, hvordan billederne skal afkodes.Igennem den udvælgelse af hvad det var ”vi valgte at bringe”, fotælles seeren en historie – en fortolkning – af noget, der har rødder i den så eftertragtede virkelighed.Jeg kunne komme med de første tyve eksempler på steder, hvor denne struktur gør sig gældende; noget præsenteres som virkeligt, men er egentlig ligeså konstrueret som alt mulig andet.

"Det irriterende ved humanister er, at de altid kommer frem til, at alt er
konstruktion. Røvbanan." C. Prag

Tag det roligt – der er mere. Problemet er, at vi er så skide forelskede i at komme bagom spejlet (tænk bare på konspirationseoretikere, The daVinci Code, Operation X osv.). Virkeligheden er et narkotikum vi kæmper for at få.
Problemet med denne opfattelse – at verden kan deles ind i en modsætning mellem virkelighed og konstruktion – er, at den ikke er en skid relevant. Hvis man går lidt mere sprogligt til værks, kan man se, at virkelighed IKKE betegner en statisk størrelse. Virke-lighed, er semantisk set, det samme som, at noget virker – at noget fungerer. Den virkelighed vi egentlig skulle interessere os for, er den funktion – de konsekvenser – begivenheder og elemnter har. Lad os tage et dejligt radikalt eksempel: 9-11.

To fly fløj ind i to bygninger i New York, d., 11 september 2001. Indiskutabelt. Men det, der skete dengang er jo komplet irrelevant. Det, der har medført at verdensordenen er blevet rystet, har ikke en flyvende skid (dårlig metafor, sorry) med det at gøre. Det er de fortolkninger – de konstruktioner – der er blevet lavet ud fra begivenheden, der betyder noget. Det er krige, valgresultater, religiøse sammenstød osv. Midt i alle disse problemer diskuteres det så på nationalt TV hvem der gjorde hvad osv. – som om, at det, der ville gøre det relevant, var at finde ind til en inderste sandhed omkring begivenhederne. Det er det absolut ikke: vi står midt i en kamp om at få lov til at fortolke, hvad der skete. Om, at få lov til at lade sin udlægning dikterer, hvad det næste træk skal være i kampen mod terrorisme eller den spirende patriotisme i USA.Disse konstruktioner – dette net af løgne – eller hvad fanden nu folk vælger at kalde dem: det er her vores interesse skal ligge – ikke i en eller anden Scooby Doo-slutning, hvor skurken får hevet masken af med ordene: ”now let’s see who you really are…”

Tuesday, December 05, 2006

Populærkultur 101


Dette er skrevet i afmagt.

Kort fortalt skelner man inden for Cultural Studies imellem høj- og lavkultur. Sidstnævnte, oftest betegnet populærkultur. Det er kultur for de mange - det er den kultur eller rettere det kulturelle udtryk, der er skabt efter, hvad massen kræver. Diskussionen har (blandt andre) en sociologisk fløj, der lægger skellet mellem høj og lav i kraft af nogle segmenter. For mit vedkommende, er det dog mere påfaldende at kigge på det æstetisk høje og lave.

Det følgende er også skrevet i afmagt.

Jeg hader folk, der udelukkende dyrker den dybt konstruerede 'finkultur'. Det er 24årige svanse, der lister obskur belgisk jazz og mozart i rubrikken "yndlingsmusik", det er folk, der kun vil se film i Cinemateket og fremfor alt, er det spradebasser, der tror de er svært kulturelt begavede fordi de faktisk har læse BÅDE Kafka og Proust. Shut the f*ck up - please. Finkultur er baseret på reception - det er, hvordan noget modtages - det handler udelukkende om det, massen i k k e forbruger. Det er én blandt mange måder at distancere sig fra alle de andre.

Det følgende er ligeledes skrevet i afmagt.

Jeg hader også folk, der med en henkastet mine bekender (over deres drink i baren på Vega), at de elsker populærkultur - at de er musikere, der bare spiller pop eller k u n læser tegneserier. Hvad fanden er meningen. Det er en alt for hæftigt stigende tendens til noget så pupertært som overfaldedyrkelse, der er på vej op i samfundet.
Det er en måde at etablere en falsk kulturel kapital, ved at fremstå så skide almindelig og henkastet, at man bare virker mega-arty. Mega-agtig! Det er endnu én blandt mange måder at distancere sig fra alle andre. Røvhuller.

Det følgende er desværre også skrevet i afmagt - måske med lidt mere velovervejethed.

Vi befinder os i en kvalmende kult for tegnets regime - det er ikke en skid vigtigt, hvorvidt jeg har læst Proust eller ej, hvorvidt jeg elsker klassisk eller pop, hvorvidt jeg er kunstner eller "bare maler". Det handler om at gå op i sit felt.
Den brede tendens, derimod, beskæftiger sig udelukkende med de medaljer, man kan hænge på brystet. Enten er man direkte kulturel bevist (ved at have læst Proust) eller også er man det inddirekte ved, med sin kunstneriske henkastethed at tage afstand fra det (ved bare at spille pop).

Oftest vil vedkommende (idioten, den falske Proustprofet) sige (når man nu spørger ind til hans yndlingsforfatter), at Proust 'bare' er det og det. Tag dette fra en, der faktisk har læst ham - Proustselskabet var sgu nok ikke oprettet, hvis Proust "bare" var et eller andet. Folk, der ikke ved noget om noget, men kun er interesseret i at score damer og fremstå cool, skulle lære en tryllekunst med en tandstikker og en ølbriket. Gør det - I stjæler vores andres torden. Basta.