Dette er næsten et postulat, men ...
... nogle venner og jeg tager af og til ind og spiser smørrebrød på Klubben. Det er en egentlig dansk restaurant, der ligger på Vesterbro. Jeg kan godt lide den mad de laver. Måske er det fordi jeg aldrig har spist frikardeller og den slags, da jeg voksede op. De få indviede vil vide, at jeg er barn af en af de sidste imperialitiske slægter i Danmark. Efter mine forældre, min søster og jeg havde boet i unga-bunga land nogle år, ville de gamle kun lave unga-bunga mad. Sådan er det. I al fald holder jeg meget af smørrebrød. Om det så er del af et godt fordækt og stærkt forsinket ungdomsoprør, er jeg hverken klar over eller interesseret i at udforske videre.
Problemet opstod det øjeblik jeg befandt mig på en bar. Foran mig stod en bajer, en halvt drukket Four Roses og et allerede overfyldt askebæger. Jeg forestiller mig, at jeg havde en eller anden drøm om at ligne en noirhelt. Så skulle jeg nok have en lidt hæftigere skægvækst; i al fald skulle jeg se hårdere ud. Jeg regnede nok med at selve det sparsomme lys ville give mit ansigt de rigtige skygger.
En kvinde i midten af tyverne kommer hen for at bestille en drink. Hun er ganske køn og efter et stykke tid falder en af mine venner i snak med hende. Jeg blander mig. Vi snakker om dette og hint og kommer endelig ind på mad. Jeg fortæller hende om min passion for smørrebrød, hvortil hun svarer: "Ja, smørrebrød er så fedt. Det er rigtig oldschool og morfaragtigt. Jeg tager tit med drengene ned og får noget supernice dyrlægens." Ja sad stille et halvt minuts tid. Sagde ikke noget, men overvejede om det var tabet af bourbon værd at smadre hendes ansigt ind med glasset. Jeg fattede mig, og mumlede noget om, at det da lød godt. Vennen fik lov til at snakke videre med hende. Jeg bestilte en Four Roses til og håbede på at glemme denne situation. Hun havde stjålet smørrebrødets renhed.
Engang var imperialismen noget konkret. Bobo skulle arbejde for massa - sådan var det. I nyere tid er denne erstattet af kulturimperialisme: det, at f.eks. USA dikterer sin kultur overfor den tredje verden.
Men, kære læser, der er et tredje felt i denne orden. Der eksisterer en tydelig, men fordækt imperialisme i København. Verdens største provinsby bliver ædt op indefra. Ædt op af agtighed og indier, der prøver at annektere og kolonisere alt, der kan bruges i deres megalomaniske plan om på én gang at være hypermoderne og vende tilbage til det oprindelige.
Hjemmet som offentligt ideal
Dette kræver nok lidt forklaring. Som jeg har skrevet i en tidligere post ("Agtighedens Årti") elsker dette nye agtige segment alt, der er retro og clear-cut.
Den fortid de længes efter, er dog ikke en form sikker verden, hvor værdier var absolutte (som det oftest er tilfældet med fortidslænges). Derimod længes de efter en (dybt romantiseret) hverdag. Alt skal være så helvedes almindeligt. Jeg kunne komme med en længere redegørelse, men vil hellere lade en række eksempler tale for sig selv:
Unge mennesker køber hunde som aldrig før. En væsen, der omend sødt, binder en til hjemmet. Et husdyr kræver vedligeholdelse og søger for, at dag til dag aktiviteter kommer i højsædet.
Boligindretning er efterhånden oversteget rejsen i popularitet. Det er vigtigere at have noget lækkert at bo in, fremfor lækre oplevelser ude. Igen - hjemmet - det almindelige, er foretrukket.
Sprogligt bliver ældre udtryk, der lugter af en forfladiget Erik Clausensk Vesterbropatos anvendt. Tænk på blogs eller "kunstværker" i bybilledet, hvor hovedteksten er "Frække, frække abekat", "Brun sovs" eller lignende. Sprogligt vender vi tilbage til det hjem, firsernes anglisering forsøgte at fornægte.
Slutteligt kan man se hvor populære værthuse igen er blevet. Gamle steder, som Andy's, Bobi og McKluuds har efterhånden et større klientel under 27 end over. Stamkunderne, the long lost working class og drankerne har måttet vige sadlen for den købekraftige generation.
Den nye imperialisme
Problemet er, at der binder sig et ekstremt hykleri til de agtiges handlinger. De leder efter en form for københavnsk urkultur, det seneste tiårs byfornyelser har forsøgt at udradere. De leder efter noget oprindeligt - et "rigtigt" københavn, som af uransagelige årsager skulle være at finde i bodegaernes tæppeklædte stuer.
Hykleriet består i, at de efter turen på værthuset alligevel tager hjem til den ombyggede lejlighed i Saxogade. Der er ingen månedsløn, der drikkes op. Der er ikke en familie, der skal forsøges. De har aldrig været i spjældet. Hele den æstetik de forsøger at mime bliver kun en overflade - en gentagelse af de Erik Clausen film de agtige har set, da de var børn. De forsøger ikke at integrere sig i det oprindelige - de forsøger at forbruge det.
Sjovt nok, er mønstret det samme som de britiske imperialister, der tog til serengettien og kiggede på negerstammer og vilde dyr. De elskede at opleve det grove imens de sad på terassen og drak gin fizz og the. Den enste konsekvens, var desværre en ødelæggelse af det
levende voksmuseum, imperialisten stævnede ud for at se.
Så, kære læser, hvis du møder en indieagtig, anemisk ung mand, iklædt outdatede bukser og noget, der minder om street-art på hættetrøjer, der brokker sig over, at værtshusene forsvinder, skal du bare sukke og prøve at forklare ham, at det er hans egen fucking skyld. Den skide turist.
Det var med disse tanker i hovedet, at jeg slukøret måtte forlade baren, Four Roses og en stadigt rygende cigaret. Kan jeg nogensinde vise mig på Klubben igen? Kan jeg med ro i sjælen deltage i det spil agtighedens imperialister har sat i gang ...
