Modstandens subtile charme

For et par uger siden skrev jeg noget om politik. Om at vi skråsikkert udtaler os og tilplastrer facebookwalls og  tilfældige samtaler med idéer om alt fra nationaløkonomi til livet som politiker, selvom vi ikke ved det store om nogen af delene.

Min facebookstrøm, der har en klar overvægt af folk, der stemte fra de radikale og udefter, har ændret karakter. De flittigt kommenterede posts om regeringens uduelighed er forsvundet. I stedet er der en larmende tavshed, der kun af og til brydes af en borgerlig vælgers godten sig over endnu et løftebrud fra den nye regering.

Løftebrud kunne være overskriften på et par posts i sig selv, men det undrer mig, at min strøm ikke flyder over sine breder med hurraråb over de gode ting den nye regering så har gjort. Jeg tror det handler om at det er langt federe (og nemmere) at være imod, end det er at være for.

Jeg har skrevet om det før, engang for hundrede år siden i et debatindlæg i WA. Dengang var udgangspunktet at ungeren blev ryddet og de efterfølgende støttearrangementer og ditto fonde, der opstod. Det ellers kulturelt perifere Ungdomshus blev smidt direkte ind i centrum af kulturlivet. Alle der var noget ved musikken kunne ikke udtrykke deres støtte stort og hurtigt nok. Effekten var at ungeren blev handlingslammet. Der stod de - aktivisterne, punkerne og undergrundsmusikerne - og var elsket af alle. Den mindst attråværdige position for en oppositionskultur.

Mange kulturstrømme baserer sig på at yde modstand. Det er hele grundlaget for deres eksistens. Når man forsøger at forklare hvad kunst kan, bliver kunstens frie, kritiske rolle ofte fremhævet. Den behøver ikke overhold konventioner om god tone eller saglige argumenter. Kritikken - modstanden - er fri.

Måske er det derfor at undergrundskulturen har taget så gevaldigt et skud opad det seneste tiår. Venstreorientering og kultur har historisk været virkelig gode venner. Intet er så godt for den progressive kultur som en stokkonservativ kulturminister, der insisterer på at give penge til ballet eller fodbold og intet derimellem.

Men hvad så nu? Jeg tror mange røde og/eller kulturelt oplyste vælgere i min facebookstrøm sidder og læser artikler om den nye regerings mangler med nervøse trækninger i øjenkrogen. Det føles som en mærkelig profanisering af de mennesker, man ideologisk har forsvaret de sidste ti år. Lidt som et parforhold hvor hverdagen kommer som en sagsbehandler om natten. Hvordan kan pressen hade de gode så meget? Når man støtter magthaverne er man presset i defensiven. Nu er det pludseligt de borgerlige og den frie presse, der vælger slagmarken. Satans.

Kulturelt tror jeg vi kommer til at mærke to tydelige konsekvenser. For det første bliver kunsten nok nødt til at tage stilling igen, hvis oppositionscharmen skal bevares. De humanistiske værdier (bæredygtighed, samvittighedsfuld integration osv.) er ganske velrepræsenterede i hele magtapparatet, så den kultur der har fungeret ved at promovere disse bliver måske mere rød og nichepræget, hvis altså ikke politik helt lægges på hylden som tema i en valgperiodes tid.

For det andet tror jeg snart min strøm vil springe igen - denne gang med brok over de Radikales uduelighed. I mangel på bedre fjende, er de trods alt de mest borgerlige, som kan tilskrives et ansvar. Ilden vil være fundet igen og vi kan lade os falde ned i modstandens trygge lænestol.

Religion & fornuftstab

Der kan siges mange kritiske ting om religion. En af dem er at religion ofte implicerer en frasigelse af fornuft. Der findes naturligvis mange grader, men hvis man accepterer religiøs mytologi som sandhed, betyder det oftest at dele af ens ellers videnskabelige verdensopfattelse bliver lagt på hylden.

Slemme eksempler (hvor det har en direkte samfundsmæssig konsekvens) kan blandt andet findes hos kreationiske grupper i USA. Løse påstande om at jorden er en fem-seks tusind år gammel og at kvinder stammer fra en mands ribben, skader børns uddannelse i skoler. Plain and simple.

Indtil videre er der nok ikke nogen, der kunne finde på at læse denne blog, som er uenige med mig.

Men hvad hvis jeg, som filosoffen Sam Harris, sagde at islams forherligelse af martyriet skaber ideologisk hjemmel for selvmordsangreb? Og at de hyldes flere steder i Mellemøsten. Ikke kun blandt den lille del, der er islamisk funderede terrorister? Hvis jeg sagde, at der ligesom Kristendommens forestilling om jordens tilblivelse, faktisk er grundlæggende problemer ved islam (altså religionen/trossystemet - ikke muslimerne)?

Så er der nok en del, der ville kritisere mig. For mig er det også meget sværere at formulere kritikken. En del af dette kommer fra, at jeg kommer fra et kristent samfund og derfor ved mere om religionen. Men en anden - vigtigere - er, at der blevet retorisk umuligt for mig samtidig at kritisere islam og være humanistisk orienteret.

Grunden er, så vidt jeg kan se, den malen-fanden-på-væggen der er udgået fra Dansk Folkeparti og andre dele af den reaktionære højrefløj de sidste femten år. Debatten er blevet polariseret ad helvedes til. Når det kommer til snak om at acceptere menneskers ret til selv at vælge og dyrke sin tro, kan polariseringen være en god ting. Jeg står gerne hårdt imod tanker om der ikke må opføres moskéer eller at muslimske kvinder skal tvinges til at smide tørklædet. Men det kvæler den saglige religionskritik.

Hvis jeg taler kritisk om islams dogmer, kommer jeg i problemer fordi religionskritik alt for ofte kobles med racisme eller angst for fremmede kulturers præg på Danmark. Det er vidt forskellige ting. Islam er ikke det sammen som hverken Mellemøsten eller muslimerne.

En ironisk konsekvens er at selv marxistisk funderede person bliver 'nødt' til at acceptere et stokkonservativt og patriakalsk tankesæts folkeopium. Blot for at lægge afstand til den unuancerede hetz mod muslimer i Danmark. Det er fandme for ringe. Åh, kunne man bare slukke for den skingre antiislamisme, så man kan kritisere alle religioner sundt og lige. Det er det eneste, der er fair.

Hvordan vi taler om politik

Det ville have været langt mere modigt at poste dette under valgkampen. Givet. Det beklager jeg.

På mit første semester på litteratur fandt jeg en åndsfælle. Over en af de utallige introbajere, endte vi i en snak om politik med nogle andre medstuderende. Som fuldesamtaler oftest gør, endte det i et rent skrigeri om hvorvidt noget med en økonomisk reform nu var rigtig rødt. Eller bare mellemrødt, og derfor forkert. Konsekvensen for min nyfundne åndsfælle og jeg var, at vi erklærede os apolitiske. Vi ville tage afstand fra konceptet om politik og snakke om ting, som vi mente faktisk betød noget. Det betød nok mest, at vi slap for at tage stilling.

Den lidt kujonagtige holdning har heldigvis lagt sig hos mig, men synes stadig, at der er problemer i den måde vi snakker politik. Under valgkampen måtte jeg tage mig i at bande over venners statusopdateringer og mest bare få migræne over 60 sekunders interviews i nyhederne, hvor en partileder giver et haglskud af oneliners om hvordan mostående blok har klokket i det. Eller debatterne. Der bliver det værre.

To modstandere står stejlt på deres respektive pointer. De argumenterer imod hinanden, men giver sig ikke en meter. Selv ikke, når modstanderen kommer med et virkelig godt argument. Der bedste der kan ske, er at man får sin modstander til at holde kæft. Så har man scoret mere taletid og vinder debatten. Good on ya. Selvom det grundlæggende er et problem, at to rationelle mennesker ikke kan finde ud af at diskutere sig frem til noget klogt, kan jeg godt forstå det. Det absolutte fravær af vendingen "Det er sgu en god pointe. Der har du ret i", hvorefter den ene part justerer sit synspunkt, peger på, at politik, som vi debatterer det idag, intet har at gøre med reel viden. Det er holdninger mod andre holdninger. Men jeg forstår det godt.

Det er en slags pris for demokratiet. Når debatterne kører, sker der ikke noget vigtigt mellem de to parter. Det hele handler om mig - vælgeren. Parterne skal så klart og tydeligt som muligt vise hvad det står for, så jeg har et klart billede at stemme ud fra. Fair nok. Men hvorfor kopierer vi denne form, når vi snakker indbyrdes?

Jeg ved ikke skidemeget om nationaløkonomi, og det gør størstedelen af mine bekendte heller ikke. Blev vi spurgt uden for en valgkamp, ville vi nok hurtigt kunne indrømme, at vi ikke lige kendte de lange konsekvenser ved at lave en startordning for nyetablerede virksomheder. Men når det er valg, så ved vi det. Skråsikkert. Diskussionerne ender på et næsten barnagtigt niveau, hvor vi leger politikere. Vi kridter banen op - præcis som i TV-debatten - og skyder løs med hvorfor S-SFs økonomiske plan ikke virker, eller hvorfor vi ikke kan bære flere skattelettelser til de rigeste.

Hvor ville det være forfriskende hvis vi unge, velorienterede mennesker kunne tage os sammen og diskutere politik på samme måde, som vi diskuterer alt mulig andet. Hvis vi kunne bruge de videnskabelige uddannelser, som de fleste i min omgangskreds har og akkumulere viden på samme måde, som når vi studerer kemi eller analyserer fattigdom i Mellemøsten.

Mon ikke vi kan nærme os sandheder om hvordan en nation bør indrettes? Vi er nået frem til at diktatur er en dårlig idé, sammenlignet med demokrati. Hvorfor kan vi ikke nuancere det billede lidt? Hvorfor kan vi ikke skyde idéer og holdninger af mod hinanden, uden at det skal gøres til en kamp for det ene eller andet parti? Så kan vi sgu altid komme til en diskussion om hvilket parti, der repræsenterer vores fælles konklusioner bedst og derfor skal trække vores stemme.

This Is Hip

For et stykke tid siden så jeg et par wrestlingkampe med nogle venner. Ikke min idé, selvom der er noget sjældent charmerende ved enorme showmen, der krammer og stikker hinanden huskekager. En af drengene kiggede over på mig umiddelbart efter The Undertaker endnu engang havde sendt et sagesløst muskelbundt til tælling. "Hvorfor har du egentlig et hipster-overskæg", spurgte han. Eh?

Der blev engang bragt en artikel i Information, der beskrev Hipsters. Det skete ved at liste en lang række ting op, som hipsterne kunne lide: Vice magazine, fixies, skovmandsskjorter, tophuer, vinylplader, økologi, snap shot fotografier og polaroider, bodegaer, osv.

Det tætteste vi er kommet på en definition af hipsters er en række af præferencer. De dyrker det skæve, æstetiske og alternative - alt sammen hentet fra en slags hyper-udgave af forstandsnostalgi. Fotografierne skal ligne sommerhusfotos fra 70erne, maden være øko (!), vinylet skratte, så det lyder rigtigt og hvis man man kan ligne sin far i den kritiske senhalvfjerdserperiode, er det ekstra godt.

Det er en kultur, der trykker hele det subkulturelle orgels tangenter ned på én gang. Hele deres præferencekatalog skriger, at de er undergrund. Men det klinger hult.

Kulturen er jo ikke "sub". Den er er allestedsnærværende og agendasættende i forhold til det kulturelle udtryk overalt. Tag et Euroman eller ditto Woman og se om fotoserierne ikke er sat i mærkelig anakronistiske udgaver af "dengang"? Se om økologi og liste Ø, tidligere SF, ikke er fede (efter at begge dele mistede deres hippieramte gammelkommunistiske konnotationer)? Mon ikke vinylet opfattet som mere "ægte" end mp3? Listen kan fortsætte og alt sammen vil være kulturelle præferencer, som virkelig mange mennesker deler. Hvis hipsters findes, er alle vestlige unge mellem 15 og 30 sgu hipsters. Mig inklusiv.

Og det er her mit overskæg kommer ind i billedet.

Hvis det ikke havde været fordi Kim Vilfort bare er SÅ 92 og farlækker, kunne jeg sikkert have det i fred, men ak. Overskægget er blevet et allestedsnærværende ironisk symbol på den påtaget kiksede hipsters enormt ironiske selvbillede, der med et strejf af humor understreger, hvor ironisk han egentlig er.

Men jeg skal lade være med at pive.

Som det er med main streams overalt, er den første og største kvalitet en plastisk evne til at tage nye udtryk til sig. Og det gør hipsterkulturen. I stor stil. Jeg kunne f.eks. fortsætte med mine smårantende spydigheder, men selve det, at jeg så indædt forsøger at undgå mit overskægs medfødte label, gør mig jo svært... well ... hipsteragtig.

Deltagelse behøver jo ikke betyde spil

I søndags var jeg på en tur forbi Snørestaden, der er et halvkunstnerisk projekt i Ørestads bypark ved Ørestad station. En gruppe unge entusiater havde købt en helvedes mængde nylonsnor og inviterede beboere og resten af København til "med 80km snor at skabe nye relationer og betydninger". Dandy.

Til at starte med havde jeg mine mavesure forbehold omkring projektet. Jeg er inderligt træt af kulturprojekter der halvvejs definerer sig selv som kunst, men mest bare et gøgl uden nogen større holdning, betydning eller hensigt.

Ved nærmere eftertanke, må jeg dog lægge noget af den småstudentikose holdning på hylden. Der er jo nogle super gode elementer i konceptet. Snørestaden er et værk (skal vi ikke bare kalde det sådan og lade den eventuelle begrebsdiskussion ligge), der baserer direkte på brugernes involvering og engagement. Hvis det ikke var for de godt hundrede personer, der valgte at troppe op, var hele pointen gået down the drain. Er helt tosset med det deltagerkulturelle tilsnit.

Derudover er det et projekt, der er super for børn og deres familier. Det er jo ikke fordi det er et krav for det udendørs kulturelle tilbud, men når man arbejder med at motivere de lokale beboere i et område, der demografisk skriger "barnevogn og Alexander og Sofus på tre og fem" er det en genial hensynstagen at skabe en søndagsaktivitet, der taler direkte til deltagernes mind set. Fedt.

Endelig er der - midt i de svært hipsterramte neonfarver - en ret upretentiøs æstetik. Det handler om at sætte snor op fordi det er flot, og så er der en underlæggende pointe om at skabe et netværk mellem husene i Ørestads monumentane velfærds-Mordor af en bypark.

Så hurra for jer - projektgruppen bag. Det virker lidt som et tilfældigt haglskud, men jeg synes I har fat i noget af det helt rigtige.

Fotos er egne eller EmilySalomon

Så skal trådene samles

Jeg er en stor fan af social/new/2.0 media, men har aldrig været særlig strutureret omkring det. Når jeg åbner Chrome kommer det hurtigt til at ligne mit børneværelse fra slutfirserne med de første tretten faner, der ligger spredt ud over browseren.

Faktisk er det blevet så sindssygt omstændigt, at jeg i morges valgte ikke at tænde min computer før efter en times tid. "Jeg skal jo lige have tid til at slappe af før jeg begynder at arbejde", tænkte jeg. Eh. Så meget for leisure-samfundet, hvor jeg udveksler youTube-klip og blogposts med mine venner.

Jeg har nu downloaded et tweetdeck, hvor det meste er samlet. Google har givet en reader, så nu mangler der bare en eller anden dims, der kan få styr på de fora jeg tjekker. Nogen forslag?

Måske har de ret, de spæde kritiske røster, der siger, at vores digitale identitet smadrer vores reelle. At alt den tid vi bruger på konstant at være online og holde os ajour med hvem der nu sidder på hvilket arbejde, og hvem der lige har bestilt en kaffe (opdateret via iPhone), går direkte fra vores zenbudget. I al fald prøver jeg at komme lidt i plus ved at bruge decket.

Guderne vide om den digitale rollator gør det lettere eller bare meget mere stressende at se på.

Men bare for at jeg kan smide lidt ekstra elskelig nonsens ud i æteren: husk http://latfh.com

Det bliver jeg nødt til at skrive noget om snart.

Billeder hentet fra hhv. tweetdeck.com og latfh.com

Villa Salò

Så har jeg været inde og se performancebuzzet Villa Salò af Signa. Kort fortalt, er det en såkaldt performanceinstallation, hvor publikum frit kan bevæge sig rundt i scenografien og opleve de forskellige aktørers hverdagslige interaktion, hvor det også er en del af konceptet, at man skal kunne interagere med aktørerne.

Historien (eller fiktionsverdenen) til Villa Salò er sat i et S/M bordel, hvor en række "masters" bruger deres tilsyneladende uendelige tid på at udnytte nogle "Children", der - nok af hensyn til loven - alle blive spillet af piger og drenge i starten af tyverne.

Well well. Jeg er sgu ikke stort imponeret. Jeg kan sagtens se at stykket - sat i forhold til hele den teatrale tradition - er ekstremt eksperimenterende og vanvittig interessant. Men hele konceptet om, at jeg som publikum skal være en del af forestillingen, går desværre tabt på mig.

En kort beretning om hvad jeg oplevede

Jeg stod sammen med min partner in crime Troels udenfor og ventede. Vi ringede på et par gange før vi blev ledt ind. En masse folk myldrede omkring, og vi blev sat i en stol med et menukort (over de føromtalte barnagtige 20årige) og et sæt regler vi skulle læse.

Ti minutter gik. Intet skete. En stuepige ledte os endelig ind i et lokale, hvor vi skulle introduceres til hele bordellets koncept. Vi måtte gå rundt hvor vi ville, så længe vi ikke knaldede med nogen. Fair nok. Jeg fik et af The Children som guide. Vi nåede dog ikke særlig langt, før hun blev stoppet af en mand kun iført åben slåbrok og Pancho Villa-skæg.

"Take off your clothes and go ... be part of the wedding", sagde han til min guide. Der stod jeg. Ved siden af en nøgen pige, der beklagede at hun måtte smutte. Så vidt, så provo.

Jeg drev lidt omkring for mig selv, og lagde hurtigt mærke til, at der var nogle centrale events, aktørerne var meget engagerede i at få mig til at følge med i. Det var et slags bryllup, hvor vi gik i procession ned mod kælderen. Her skulle nogle unge mennesker vist have pisk og være nøgne igen. Så vidt, så provo.

Jeg blev hurtigt træt af den evige insisteren på, at jeg skulle se det "store show". Altså. Nu var jeg jo kommet med en klar idé om, at konceptet var, at jeg skulle opleve en interaktiv fiktion, hvor der netop ikke var det store samlende element. Jeg skulle kunne bevæge mig frit og derved få en unik oplevelse. "Så fuck dem", tænke jeg, og bevæge mig ud mod køkkenet, hvor en mindre armé af stuepiger vimsede omkring.

Jeg endte med at bruge det meste af de fire timer jeg havde i Villa Salò på at snakke med tjenerne og et af børnene, der havde søgt tilflugt derude. Angiveligt var hun blevet tvunget til at spise lort, og var derfor blevet meget syg. Stakkels tøs. Hun spillede faktisk godt. Der var en eller anden subtil og ... realistisk, i mangel på bedre ord ... wibe over den måde hun førte sig frem.

Det var i det baglokale til køkkenet, at jeg endte med at finde noget, der gav nogenlunde mening for forhold til konceptet. Det var her, at jeg sad i en række af samtaler med nogle fiktive personer og fik lov til at udfordre dem til at snakke om sig selv. Fortælle deres historier, og give mig et billede af en fiktiv bagside af et fiktivt bordel, hvor man spiser fiktiv lort.

Well well

Hm, tænker jeg. Men hvad med det interaktive? Hvor stor en mulighed har jeg egentlig for at påvirke det, der sker?

Grundlæggende er jeg af den overbevisning, at interaktivitet er blevet er værre buzzword (ved jeg ikke er alene her), der ikke betegner meget mere end et system, der giver en eller anden respons, når man påvirker. Fuldstændig på samme måde som, at windows åbner dokumentmappen, når jeg dobbeltklikker på "documents".

For at noget skal være reelt interakivt. Hvis jeg for alvor skal involveres i et fiktivt univers kræver det, at jeg har en eller anden definitionsret overfor fiktionen. Jeg skal engageres i en grad, hvor det ikke er instruktionen (eller algoritmen, hvis vi snakker computerspil), der bestemmer hvad pokker der sker. Og den var desværre ikke til stede til Villa Salò. Ikke i praksis i al fald.

For jeg er helt sikker på, at det er en del af den æstetiske strategi, som Signa har lagt for dagen. I et interview til Politiken siger hun sågar, at hun er chokeret over, at publikum ikke griber ind overfor de overgreb, der bliver begået imod "The Children".

Ahem. Hvis jeg bliver præsenteret med en teaterbillet, og ladt ind i et univers, hvor jeg ikke må tage del i den centrale aktivitet (at knalde ... det er sgu det det handler om), og desuden ikke bliver givet et værktøj eller noget som helst andet til at engagere mig med, er det ikke noget under, at jeg eller nogen anden ikke gør en skid.

Det var så afgjort min baggrund som rollespiller, der gjorde, at jeg overhovedet havde en kinamands chance for at komme lidt ind under huden på fiktionen. Det var ikke fordi den var udpræget åben eller imødekommende.

Som sædvanlig tror jeg det er et spørgsmål om kontekst. Signa placerer sine værker som en videreudvikling af et klassisk teaterparadigme, hvor hun (meget genrekritisk) arbejder imod den traditionelle inddeling af det passive publikum versus de aktive aktører. Og det er fedt. Meget endda.

Problemet er, at performances som denne sidder fast i et infantilt stadie, hvor de endnu ikke har knækket koden til hvordan man ændrer publikummer til deltagere. Og det er pisse ærgeligt. Der er et enormt potentiale for at netop disse performance installationer kan være et brohoved for at få accepteret nogle af de mere outrerede spil indenfor en kunstnersisk sfære.

Så øv. Villa Salò var middelgod kunst, og et middelgodt spil, hvilket er ærgeligt, når der i det ligger potentialet for glimrende udgaver af begge.

Billeder er taget fra http://villa-salo.dk