Jeg har vendt og drejet denne post i hovedet et par gange. Det som jeg synes er allermest interessant ved pervasive games, er den måde, hvor de ofte flettes ind i hverdagen. Tag f.eks. ARGs. Her bliver alle hverdagens virkemidler brugt, og spillet er noget der skjuler sig. Noget man kan opdage og følge.
Andre spil, eller snarere: lege, baserer sig på at kunne agere i sociale rum uden at tilfældigt forbipasserende lægger mærke til, at det er et spil, der kører. Et klassisk eksempel er så vidt jeg husker fra en urban treasure hunt - dvs. en avanceret skattejagt rundt om i byen - hvor en person skulle finde noget på et hotel. Han regnede med at hotellets concierge var indviet og bluffede sig stille og roligt til at kunne kom ind på hotellet.
Det var manden i skranken imidlertid ikke. Han var derimod blevet involveret i et spil uden han viste noget om det. Og dét synes jeg er pisse sjovt. Det er da sjovt hvordan spil kan ændre deltageres perspektiv på deres omverden, og måske endnu vigtigere - hvordan de agerer inden for den.
Dog har jeg fået et problem. Alle disse kriterier passer glimrende på den af Neil Strauss udbredte tanke om The Game. Spillet der foregår på nattelivets kødmarked, hvor man igennem visse fora eller selvhjælpsbøger kan lære at spille det.
Strømningen har sit epicenter på en række Internetfora der kaldes seduction communities. Dvs. samlinger af mænd, der giver hinanden tips til hvordan man samler damer op. Så vidt så godt.
Derudover er der en tilsyneladende endeløs række af forkortelser eller fagord, vil pick up artisten nok sige. Alt fra PUA (pick up artist), til HB9 (hot babe med karakteren 9/10) over AMOG (alpha male other guy) til "set", der betegner den gruppe, hvor ens "target" er i.
PUA'en har så en række handlinger som han kan udføre. Han skal tænke i "openings" samt hvordan han ender med et "close" (der naturligvis inddeles efter om han får n (number), e (email) eller f (final).
VH1 har (naturligvis) en realityserie, hvor kiksede mænd skal lære at score og blive rigtige Pick Up Artist. (Still fra seriens første sæson).
(Skulle der være en The Game-aficionado, der læser dette og foragres over min ukorrekte brug af fagord, skal jeg til mit forsvar sige, at min research består af et par timer på Nettet).
Indtil videre ser det altså ud til, at disse PUAs dybest set har mere ret i, at det er et spil de har gang i, end de sikkert selv vil indrømme. Der er en social mekanik, der lægges ned over uskyldige ofre. På mange måder som i flere af de mere interessante pervasive games.
Hvorfor er det så, at jeg foragres? Hvad er det i tankegangen, jeg ikke kan lide? Jeg ville aldrig finde det uforsvarligt, hvis en spiller til en treasure hunt tog et screamkostume på og løb over Rådhuspladen. Også selvom det ville skræmme nogle børn og en enkelt teenagepige.
Min modstand kan koges ned til to ting: for det første (og vigtigste) er det et problem, at "spillerne" ikke behandler kvinderne, de forsøger at få med hjem, som andet end et mål. Hvis man læser deres fora, er lidt som at høre mænd puste sig op over deres evner i skak (hvornår er det egentlig sket? Jeg lader den stå. Tror det giver mening).
Eksempelvis læste jeg et længere indlæg fra en bruger om hvordan man lettest fik sig en håndtrold på et diskotek. Helt ned hvor, hvornår og hvordan man skulle kysse hende, samt hvordan man skulle sikre sig, at hun kigge ind i en væg og ikke ud mod resten af dansegulvet. Det er sgu noget rod, når man på den måde frakender kvinder selvstændige vilje.
For det andet (og mindre vigtigt) gemmer teknikkerne (som jeg forresten ikke tvivler på virker) sig bag et retorisk skjold om at være socialpsykologi og selvudvikling. Tja. Det er altså ikke et argument, at det kan beskrives med et videnskabeligt begreb.
Tilbage er bare at ønske, at kvinder lærte at buste de mænd, der kørte "en routine" af på dem ... nok er min viden sparsom, men her er tre typiske openings
1) At nedgøre en kvinde, så hendes sociale værdi falder - herefter vil hun være tilbøjelig til at komme PUAen i møde (kaldet negging).
2) At kunne et lamt trick som at læse hænder eller noget tilsvarende fantasiløst. Det skulle give øjeblikkelig kontakt.
3) At starte med en "hey, min ven og jeg har talt om BH-størrelser/caféer/andet jeg antager du ved noget om, og jeg vil lige have din holdning til det her."
Herefter er der endeløse veje at gå og jeg har ikke stamina til at læse det hele igennem. Men kig selv på det danske forum.
Som det sidste - for at give håb til menneskeheden om, at der er folk derude, der snakker sammen fordi de har lyst (måske til hinanden) og forsøger at følge et normalt flow i samtalen - har jeg en mailkorrespondance med en ung, smuk og intelligent kvinde, der efter en aften i byen kun kunne ytre: fuck, hvor jeg hader det der The Game-pis. Det er jo latterligt, og jeg gider ikke blive nedgjort fordi de tror det virker. Er der ikke en, der gider fortælle dem det?
Hermed gjort.
0 comments:
Post a Comment