Hvordan vi taler om politik

Det ville have været langt mere modigt at poste dette under valgkampen. Givet. Det beklager jeg.

På mit første semester på litteratur fandt jeg en åndsfælle. Over en af de utallige introbajere, endte vi i en snak om politik med nogle andre medstuderende. Som fuldesamtaler oftest gør, endte det i et rent skrigeri om hvorvidt noget med en økonomisk reform nu var rigtig rødt. Eller bare mellemrødt, og derfor forkert. Konsekvensen for min nyfundne åndsfælle og jeg var, at vi erklærede os apolitiske. Vi ville tage afstand fra konceptet om politik og snakke om ting, som vi mente faktisk betød noget. Det betød nok mest, at vi slap for at tage stilling.

Den lidt kujonagtige holdning har heldigvis lagt sig hos mig, men synes stadig, at der er problemer i den måde vi snakker politik. Under valgkampen måtte jeg tage mig i at bande over venners statusopdateringer og mest bare få migræne over 60 sekunders interviews i nyhederne, hvor en partileder giver et haglskud af oneliners om hvordan mostående blok har klokket i det. Eller debatterne. Der bliver det værre.

To modstandere står stejlt på deres respektive pointer. De argumenterer imod hinanden, men giver sig ikke en meter. Selv ikke, når modstanderen kommer med et virkelig godt argument. Der bedste der kan ske, er at man får sin modstander til at holde kæft. Så har man scoret mere taletid og vinder debatten. Good on ya. Selvom det grundlæggende er et problem, at to rationelle mennesker ikke kan finde ud af at diskutere sig frem til noget klogt, kan jeg godt forstå det. Det absolutte fravær af vendingen "Det er sgu en god pointe. Der har du ret i", hvorefter den ene part justerer sit synspunkt, peger på, at politik, som vi debatterer det idag, intet har at gøre med reel viden. Det er holdninger mod andre holdninger. Men jeg forstår det godt.

Det er en slags pris for demokratiet. Når debatterne kører, sker der ikke noget vigtigt mellem de to parter. Det hele handler om mig - vælgeren. Parterne skal så klart og tydeligt som muligt vise hvad det står for, så jeg har et klart billede at stemme ud fra. Fair nok. Men hvorfor kopierer vi denne form, når vi snakker indbyrdes?

Jeg ved ikke skidemeget om nationaløkonomi, og det gør størstedelen af mine bekendte heller ikke. Blev vi spurgt uden for en valgkamp, ville vi nok hurtigt kunne indrømme, at vi ikke lige kendte de lange konsekvenser ved at lave en startordning for nyetablerede virksomheder. Men når det er valg, så ved vi det. Skråsikkert. Diskussionerne ender på et næsten barnagtigt niveau, hvor vi leger politikere. Vi kridter banen op - præcis som i TV-debatten - og skyder løs med hvorfor S-SFs økonomiske plan ikke virker, eller hvorfor vi ikke kan bære flere skattelettelser til de rigeste.

Hvor ville det være forfriskende hvis vi unge, velorienterede mennesker kunne tage os sammen og diskutere politik på samme måde, som vi diskuterer alt mulig andet. Hvis vi kunne bruge de videnskabelige uddannelser, som de fleste i min omgangskreds har og akkumulere viden på samme måde, som når vi studerer kemi eller analyserer fattigdom i Mellemøsten.

Mon ikke vi kan nærme os sandheder om hvordan en nation bør indrettes? Vi er nået frem til at diktatur er en dårlig idé, sammenlignet med demokrati. Hvorfor kan vi ikke nuancere det billede lidt? Hvorfor kan vi ikke skyde idéer og holdninger af mod hinanden, uden at det skal gøres til en kamp for det ene eller andet parti? Så kan vi sgu altid komme til en diskussion om hvilket parti, der repræsenterer vores fælles konklusioner bedst og derfor skal trække vores stemme.