This Is Hip

For et stykke tid siden så jeg et par wrestlingkampe med nogle venner. Ikke min idé, selvom der er noget sjældent charmerende ved enorme showmen, der krammer og stikker hinanden huskekager. En af drengene kiggede over på mig umiddelbart efter The Undertaker endnu engang havde sendt et sagesløst muskelbundt til tælling. "Hvorfor har du egentlig et hipster-overskæg", spurgte han. Eh?

Der blev engang bragt en artikel i Information, der beskrev Hipsters. Det skete ved at liste en lang række ting op, som hipsterne kunne lide: Vice magazine, fixies, skovmandsskjorter, tophuer, vinylplader, økologi, snap shot fotografier og polaroider, bodegaer, osv.

Det tætteste vi er kommet på en definition af hipsters er en række af præferencer. De dyrker det skæve, æstetiske og alternative - alt sammen hentet fra en slags hyper-udgave af forstandsnostalgi. Fotografierne skal ligne sommerhusfotos fra 70erne, maden være øko (!), vinylet skratte, så det lyder rigtigt og hvis man man kan ligne sin far i den kritiske senhalvfjerdserperiode, er det ekstra godt.

Det er en kultur, der trykker hele det subkulturelle orgels tangenter ned på én gang. Hele deres præferencekatalog skriger, at de er undergrund. Men det klinger hult.

Kulturen er jo ikke "sub". Den er er allestedsnærværende og agendasættende i forhold til det kulturelle udtryk overalt. Tag et Euroman eller ditto Woman og se om fotoserierne ikke er sat i mærkelig anakronistiske udgaver af "dengang"? Se om økologi og liste Ø, tidligere SF, ikke er fede (efter at begge dele mistede deres hippieramte gammelkommunistiske konnotationer)? Mon ikke vinylet opfattet som mere "ægte" end mp3? Listen kan fortsætte og alt sammen vil være kulturelle præferencer, som virkelig mange mennesker deler. Hvis hipsters findes, er alle vestlige unge mellem 15 og 30 sgu hipsters. Mig inklusiv.

Og det er her mit overskæg kommer ind i billedet.

Hvis det ikke havde været fordi Kim Vilfort bare er SÅ 92 og farlækker, kunne jeg sikkert have det i fred, men ak. Overskægget er blevet et allestedsnærværende ironisk symbol på den påtaget kiksede hipsters enormt ironiske selvbillede, der med et strejf af humor understreger, hvor ironisk han egentlig er.

Men jeg skal lade være med at pive.

Som det er med main streams overalt, er den første og største kvalitet en plastisk evne til at tage nye udtryk til sig. Og det gør hipsterkulturen. I stor stil. Jeg kunne f.eks. fortsætte med mine smårantende spydigheder, men selve det, at jeg så indædt forsøger at undgå mit overskægs medfødte label, gør mig jo svært... well ... hipsteragtig.