Religion & fornuftstab

Der kan siges mange kritiske ting om religion. En af dem er at religion ofte implicerer en frasigelse af fornuft. Der findes naturligvis mange grader, men hvis man accepterer religiøs mytologi som sandhed, betyder det oftest at dele af ens ellers videnskabelige verdensopfattelse bliver lagt på hylden.

Slemme eksempler (hvor det har en direkte samfundsmæssig konsekvens) kan blandt andet findes hos kreationiske grupper i USA. Løse påstande om at jorden er en fem-seks tusind år gammel og at kvinder stammer fra en mands ribben, skader børns uddannelse i skoler. Plain and simple.

Indtil videre er der nok ikke nogen, der kunne finde på at læse denne blog, som er uenige med mig.

Men hvad hvis jeg, som filosoffen Sam Harris, sagde at islams forherligelse af martyriet skaber ideologisk hjemmel for selvmordsangreb? Og at de hyldes flere steder i Mellemøsten. Ikke kun blandt den lille del, der er islamisk funderede terrorister? Hvis jeg sagde, at der ligesom Kristendommens forestilling om jordens tilblivelse, faktisk er grundlæggende problemer ved islam (altså religionen/trossystemet - ikke muslimerne)?

Så er der nok en del, der ville kritisere mig. For mig er det også meget sværere at formulere kritikken. En del af dette kommer fra, at jeg kommer fra et kristent samfund og derfor ved mere om religionen. Men en anden - vigtigere - er, at der blevet retorisk umuligt for mig samtidig at kritisere islam og være humanistisk orienteret.

Grunden er, så vidt jeg kan se, den malen-fanden-på-væggen der er udgået fra Dansk Folkeparti og andre dele af den reaktionære højrefløj de sidste femten år. Debatten er blevet polariseret ad helvedes til. Når det kommer til snak om at acceptere menneskers ret til selv at vælge og dyrke sin tro, kan polariseringen være en god ting. Jeg står gerne hårdt imod tanker om der ikke må opføres moskéer eller at muslimske kvinder skal tvinges til at smide tørklædet. Men det kvæler den saglige religionskritik.

Hvis jeg taler kritisk om islams dogmer, kommer jeg i problemer fordi religionskritik alt for ofte kobles med racisme eller angst for fremmede kulturers præg på Danmark. Det er vidt forskellige ting. Islam er ikke det sammen som hverken Mellemøsten eller muslimerne.

En ironisk konsekvens er at selv marxistisk funderede person bliver 'nødt' til at acceptere et stokkonservativt og patriakalsk tankesæts folkeopium. Blot for at lægge afstand til den unuancerede hetz mod muslimer i Danmark. Det er fandme for ringe. Åh, kunne man bare slukke for den skingre antiislamisme, så man kan kritisere alle religioner sundt og lige. Det er det eneste, der er fair.