For et par uger siden skrev jeg noget om politik. Om at vi skråsikkert udtaler os og tilplastrer facebookwalls og tilfældige samtaler med idéer om alt fra nationaløkonomi til livet som politiker, selvom vi ikke ved det store om nogen af delene.
Min facebookstrøm, der har en klar overvægt af folk, der stemte fra de radikale og udefter, har ændret karakter. De flittigt kommenterede posts om regeringens uduelighed er forsvundet. I stedet er der en larmende tavshed, der kun af og til brydes af en borgerlig vælgers godten sig over endnu et løftebrud fra den nye regering.
Løftebrud kunne være overskriften på et par posts i sig selv, men det undrer mig, at min strøm ikke flyder over sine breder med hurraråb over de gode ting den nye regering så har gjort. Jeg tror det handler om at det er langt federe (og nemmere) at være imod, end det er at være for.
Jeg har skrevet om det før, engang for hundrede år siden i et debatindlæg i WA. Dengang var udgangspunktet at ungeren blev ryddet og de efterfølgende støttearrangementer og ditto fonde, der opstod. Det ellers kulturelt perifere Ungdomshus blev smidt direkte ind i centrum af kulturlivet. Alle der var noget ved musikken kunne ikke udtrykke deres støtte stort og hurtigt nok. Effekten var at ungeren blev handlingslammet. Der stod de - aktivisterne, punkerne og undergrundsmusikerne - og var elsket af alle. Den mindst attråværdige position for en oppositionskultur.
Mange kulturstrømme baserer sig på at yde modstand. Det er hele grundlaget for deres eksistens. Når man forsøger at forklare hvad kunst kan, bliver kunstens frie, kritiske rolle ofte fremhævet. Den behøver ikke overhold konventioner om god tone eller saglige argumenter. Kritikken - modstanden - er fri.
Måske er det derfor at undergrundskulturen har taget så gevaldigt et skud opad det seneste tiår. Venstreorientering og kultur har historisk været virkelig gode venner. Intet er så godt for den progressive kultur som en stokkonservativ kulturminister, der insisterer på at give penge til ballet eller fodbold og intet derimellem.
Men hvad så nu? Jeg tror mange røde og/eller kulturelt oplyste vælgere i min facebookstrøm sidder og læser artikler om den nye regerings mangler med nervøse trækninger i øjenkrogen. Det føles som en mærkelig profanisering af de mennesker, man ideologisk har forsvaret de sidste ti år. Lidt som et parforhold hvor hverdagen kommer som en sagsbehandler om natten. Hvordan kan pressen hade de gode så meget? Når man støtter magthaverne er man presset i defensiven. Nu er det pludseligt de borgerlige og den frie presse, der vælger slagmarken. Satans.
Kulturelt tror jeg vi kommer til at mærke to tydelige konsekvenser. For det første bliver kunsten nok nødt til at tage stilling igen, hvis oppositionscharmen skal bevares. De humanistiske værdier (bæredygtighed, samvittighedsfuld integration osv.) er ganske velrepræsenterede i hele magtapparatet, så den kultur der har fungeret ved at promovere disse bliver måske mere rød og nichepræget, hvis altså ikke politik helt lægges på hylden som tema i en valgperiodes tid.
For det andet tror jeg snart min strøm vil springe igen - denne gang med brok over de Radikales uduelighed. I mangel på bedre fjende, er de trods alt de mest borgerlige, som kan tilskrives et ansvar. Ilden vil være fundet igen og vi kan lade os falde ned i modstandens trygge lænestol.
